Nyt tag

Højvang, nyt tag
Højvang, nyt tag

Så er tagprojektet ved at være afsluttet.

(Blikkenslageren mangler blot det nederste af nedløbene. De har pt bukket røret , men der skal en s-formet nedførsel på mod kloakken – Og så skal jeg lige selv have lagt en top på skorstenen, samt alt det indvendige. Pt giver vinduerne ikke noget lys bag 200mm isolering og en gipsplade)).

Dog i en lidt anden form end tiltænkt – planen var at der skulle have været en kvist midt på sydsiden.

Men vi :

  • Ville bevare husets symmetri – så kvisten skulle være midt på sydsiden.
  • Have en dobbelt terrassedør med fuld ståhøjde.
  • Have den  ydre bredde til at svare til vinduet i stuen nedenunder.

Den anden vej var vi begrænset af:

  • Vi ville ikke lave om indvendigt med nye synlige afstivninger. Der er loft mod kip og synlige stolper og hanebånd. Tømreren (Poul Erik,  Klejtrup Tømrer- og Snedkerforretning Aps) vurderede at vi kunne fjerne en spærfod uden at det ville betyde noget for styrken af taget

Så vi fik vi sammen med Poul Erik  tegnet en løsning, hvor det lige burde kunne lade sig gøre.

En kvist giver  jo et større boligareal og vi havde derfor også søgt byggetilladelse til de 1,5 m2 den ville give. Det er lidt omstændeligt når man ligger indenfor 100 meter af en gravhøj og 300 meter af skov. Først skulle skovejeren høres (14dage) og dernæst skulle det i offentlig 4 ugers høring, hvor bla naturfredningsnævnet for en kopi. Samtidig gik der sommerferie i forvaltningen i Viborg, så trods ansøgning i juni var det først i september at vi kunne gå igang.

Da høringsperioden så var endelig udløbet var det bare for tømrerne at vente på godt vejr.  DMI lovede højtryk i uge 39, så planen var at skiftet taget og blot forberede for kvist og lægge stenene forbi midlertidigt.

  1. Mandag kom stilladset op.
  2. Tirsdag var nordsiden ryddet og de var kommet igang med at rette spær op. På sydsiden var ca halvdelen eternitten fjernet.
  3. Onsdag var nordsiden isoleret og lægtet op og de var godt igang med at rette sydsiden op.  Men da taget på sydsiden kom af kunne se at spærrene ikke stod helt hvor vi troede de ville stå. Så skulle der en kvist på med ovenstående begrænsninger ville den blive noget smallere end forventet Der var kun plads til en terrassedør på ca 116cm. Det er ikke meget til en 2meter høj dobbelt fløjet terrassedør, og for meget til en enkelt. Det diskuterede vi så onsdag aften med Poul Erik og jeg kom til at foreslå at vi helt droppede kvisten og i stedet satte 3 ekstra veluxvinduer i stuen. Jette accepterede også løsningen og Poul Erik fik det til at gå op.  Super fleksibelt af ham at det kunne lykkes at lave om i planen mens de var ved at lægge taget .
  4. Torsdag blev de 6 velux vinduer monteret (Det sidste hentet helt i Aars) og stenene på nordsiden næsten lagt færdigt og sydsiden godt begyndt. Poul Erik havde også trukket et par ekstra folk fra andet arbejde,  så de var hele 6 mand på taget . Med de ekstra vinduer var der noget mere arbejde med at få skåret sten til i forhold til bare at lægge sten forbi en hullet til en planlagt kvist. Og taget skulle jo gerne blive færdigt under højtrykket inden der igen kom regn.
  5. Fredag blev de næsten færdige, manglede kun en række vindskedesten og rygning/grater
  6. Mandag,  Vindskedesten og påbegyndt rygning
  7. Tirsdag , Sidste rygning/grater og inddækninge af skorstenen

Så tirsdag efter kun 9 dage kunne jeg melde til forsikringen at taget nu var færdigt.

Tagstenene er Monier B&C DANFLOCK Protector i sort. De må lægges uden undertag. Derfor fik tømrerne også plads til ekstra 95mm isover isolering så vi nu har 295mm på skråvæggene. Tagrender og nedløb er loddet zink.

Den nye skorstensafdækning er fra polyflex der kan støbe dem på mål og der kommer en allikerist på købt hos kulkranen